Interview med Lulu Roos af Politiken.
Hvad er ’Nattens smil’ for en film?
»Jeg filmede Selma og Josefine sporadisk over et års tid, og filmen er en poetisk,
reflekterende film om de to unge kvindelige kunstnere og deres følelsesliv. Jeg har med vilje
sat det indre meget i fokus, så man får en følelse af selv at være i pigernes indre og det ydre
bliver lidt udtværet. Ligesom det ofte føles, når man går med tankemylder, angst eller bare
usikkerheder inden i sig selv«.
»Det er er en film, hvor vi er meget i forestillingens verden blandet med de oplevelser,
pigerne har i fællesskab. Hvor de hænger ud i pyjamasser, ryger smøger, taler om rynker og
ser tegnefilm og drømmer om fremtiden. Det er et ungdomsportræt af unge kvinder på det
sted i livet, hvor man stadig har det barnlige i sig, men samtidig er bange for at få rynker. Det
er også en film, der insisterer meget på det med at være i proces. Især som ung. Den søger
væk fra det med at være så fokuseret på et endeligt resultat eller at finde en årsag eller
forklaring. Og det er også derfor, den er lavet i et langsomt, dvælende tempo for at vise den
sindstilstand, hvor man svinger mellem lys og mørke hele tiden«.
Hvad udspringer ideen til filmen af?*
»Jeg synes, psykiske lidelser og mentalt helbred fortjener en større opmærksomhed, end det
får. Jeg har nok været optaget af det, fordi jeg også selv har lidt at angst en stor del af mit liv
og oplevet meget af den skam, der følger med, blandt andet fordi, der mangler et sprog, så
man ikke rigtig kan forklare de komplekse følelser. Vi har svært ved at spørge ind til det hos
hinanden, og derfor føler man sig meget ensom i det«.
»Jeg begyndte at filme Selma kort tid efter hun blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling og
havde det ret svært. Det var vigtigt for mig ikke at nævne en diagnose, jeg skulle som
instruktør ikke forklare sygdommen for Selma, men skulle i stedet være med hende i søgen
efter svar. Og så mødte jeg undervejs Josefine, som hun boede med, og jeg blev optaget af
deres relation, af deres søgen efter svar i sådan en total præstationskultur, som stiller meget
høje forventninger, og hvor mange konstant går rundt med kritiske stemmer i hovedet, svære
tanker omkring og høje forventninger til os selv«.
Hvem er de portrætterede kvinder – ikke kun konkret, men også mere generelt?
»Kvinderne er omkring 23 år, da jeg filmer dem. Det er den alder, hvor man ikke helt har
fundet fodfæste endnu og fundet svar på, hvad der skal ske med én. Man er i det der limbo
mellem det barnlige og det voksne. Og jeg kan se, at alle de forventninger til livet skaber en
total overrefleksion af tankestrømme og tankemylder, som kan føre til en masse angst, fordi
man netop ikke har noget svar«.
»Men det er som om, der står nogle udefra og kræver et resultat eller et svar, som ikke er
der. Det var spændende at undersøge i form af alt det de har gang i med horoskoper og
englekort, som også er vildt meget oppe i tiden med for eksempel en horoskop-app som Co-
Star, som er meget populær blandt unge kvinder, fordi den kan gå ind og ’forudsige’ fremtiden
på en måde. De stiller konstant de spørgsmål om fremtiden, det kører oppe i hovedet hele
tiden. Og det forhindrer dem måske egentlig i at gøre de ting, de gerne vil«.
Som når Josefine nævner, at hun er bange for at træffe et valg, for hvad nu hvis det er det
forkerte valg, og så bliver hun helt apatisk og kan ingenting gøre…
»Ja. Der var faktisk en meget sjov historie, som jeg havde tænkt, jeg ville have med i filmen.
Jeg tænkte nemlig meget på historien om Porthos fra ’De tre musketerer’, som aldrig har
reflekteret over sine handlinger. Han har bare udført dem. Indtil den dag Døden er efter ham,
hvor han pludselig begynder at reflektere over, at for at kunne løbe, skal man jo sætte det
ene ben foran det andet. Og så indhenter Døden ham og han går til i sin egen refleksion over
det. Det, synes jeg, er et meget sjovt billede på unge mennesker i dag«.
Hvem er filmen til?
»Filmen er primært henvendt til unge. Både dem der lider af en psykisk lidelse, men også den
store gruppe af unge mennesker, der går rundt med en masse usikkerhed og den hårde
stemme af kritik, der konstant runger i deres indre. Jeg håber, vi kan få et større fokus på
angst og psykiske lidelser, og hvordan vi coper med det«.
Hvorfor var det vigtigt for dig at lave den her film?
»Det var vigtigt at tage spørgsmålet om, hvordan vi forstår psykisk sygdom, op. Og at forstå
at ord ikke kun er et redskab til at forstå det. Ord kan nærmest begrænse, tror jeg, i vores
snak om psykisk sygdom. Der er det spændende at opleve, hvordan Selma prøver at cope.
Er det tatoveringerne, hvor hun viser sine usikkerheder på kroppen, der virker? At hun prøver
at skabe orden i sine omgivelser ved for eksempel at skulle rydde op på sit værelse, inden
hun kan sove? Er det harpen, eller er det veninderne og fællesskabet?«.
Filmen begynder med citatet »Man skal passe på når man fejer dæmoner ud at der ikke ryger
et par engle med« – hvad ligger der i det? En kritik?
»Ja, rigtig meget. Jeg har været meget optaget af tidens præstationskultur, hvor lykke er
noget af det, vi stræber allermest efter. Og jeg oplever, at problemer skal sættes på skemaer,
og der skal søges årsager og forklaringer på dem. Problemer skal bare væk. Smerten og
mørket skal væk«.
»Jeg så for nylig en opgørelse over, hvor sindssygt højt tallet er for unge kvinder, som ikke
synes, de er gode nok. Og det bør der gøres noget ved. Hvorfor er der, så mange udvikler
angst? Hvis vi hele tiden går rundt med stemmer i vores hoved, der siger, at vi absolut skal
optimere os selv, så tror jeg bare, kroppen reagerer meget kraftigt på det, og vi ender med at
spænde ben for, hvad vi egentlig gerne vil. Og det er meget svært at lave om på, når
samfundet kræver, at vi er perfekte. Og der insisterer den her film på, at det fuldendte og det
perfekte ikke findes«.
»Vi bruger så meget tid på at blive en bedre udgave af os selv og leve op til alt muligt, og vi må
for Guds skyld ikke spise gluten eller drikke fadøl. Og det er jo ikke, fordi det er lykken, men
jeg tror, der er rigtig mange glimt af lykke, der går tabt i den her proces med at feje dæmoner
ud. Det er også det titlen peger på: At mørket er der forud for lyset, og at det er en illusion, at
vi kan blive perfekte og finde et endegyldigt resultat på livet. Det er også det regnskab, jeg er
interesseret i. Hvordan vi mennesker holder regnskab med lys og mørke. For det er som om,
der er en eller anden mærkelig ide om i dag, at det er muligt kun at vælge lyset. Der skal man
måske lige tænke sig om en ekstra gang, før man sætter processen i gang med at feje alle
sine dæmoner ud. For jeg tror ikke, lykke findes der«.